One Communication: Feltarbejde

Anne Feltarbejde

Feltarbejde i Vuggestuen Skydebanevej i Aalborg. Vuggestuen er opdelt i 4 stuer med ca. 11 børn op hver og 2 pædagoger og en medhjælper/studerende.

Analog og digital kommunikation

* Øv dig i analog og digital kommunikation; dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet.

Et eksempel på digital kommunikation kunne være at hvis en pædagog skal bede et barn om at komme hen til sig og vælge at kigge væk, ikke bruge kroppen til at signalere at barnet skal komme, ikke lægge intonation på ordet, ingen mimik eller gestik.

Vi mener dog ikke at det er realistisk at man nogensinde vil benytte ren digital kommunikation, især ikke i en vuggestue hvor børnene har et begrænset ordforråd og en begrænset forståelse.

Derimod mener vi istedet at den rent analoge kommunikation sagtens kan fungere med så små børn. Man ville alene gennem kropslig kommunikation kunne formidle at barnet skal komme. F.eks. sætte sig ned på hug, smile, åbne armene, signalere at ”jeg vil gerne have dig herhen til mig”.

* Øv dig i at støtte brugere i analog og digital kommunikation; dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet .

Vi prøvede at bruge kropssprog, gestik og mimik sammen med de ord vi siger for at støtte brugerne i analog kommunikation.

Ved selv at bruge analog kommunikation mener vi at vi kan vise børnene hvordan man kan bruge kroppen til at kommunikere og det kan være de næste gang kan få kommunikeret det ud de gerne vil.

Digitale medier i den daglige kommunikation.

* Hvordan forholder pædagogerne sig til inddragelse af digitale medier i den daglige kommunikation? (med hinanden, med forældre-pårørende, med ”brugerne”)

* I vuggestuen findes i hver ende af institutionen en tjek-ind skærme med programmet ”min institution”, som forældrene bruger om morgenen trykker børnene ind på og ud om eftermiddagen når de går hjem. Gennem dem kan forældrene også kommunikerer med hinanden og med pædagogerne med beskeder om sygdom, ferie og lege-aftaler.

Der foregår altså rigtig meget skriftligt kortfattet kommunikation, mellem forældre og pædagoger. Det vil sandsynligvis frigive meget tid for pædagogerne som ikke skal bruge tid på at lave ferie-skema, snakke i telefon, tage imod beskeder osv. Det giver tid til nærvær med børnene i stedet for kontorarbejde og gå til og fra til tlf.

* Vuggestuen har 2 Ipads på stuerne som de kan finde frem sammen med en gruppe børn og bruge. De brugte f.eks. en app med billeder at tegnede dyr som når børnene trykkede på dem, lavede dyrets lyd og vidste et rigtigt billeder af dyret. Pædagogen efterligner dyrelydene og børnene efterligner både hendes lyde og bevægelser (fx løve både med klør og brøl). Det er helt tydeligt en aktivitet de har prøvet før.

I aktiviteten sker der rigtig mange ting; børnene skiftes til at trykke på Iog pædagogen benævner hvis tur det er, børnene hører lyde og efteraber dem, pædagogen sætter navn på dyret og børnene gentager (de får sat ord og billede sammen for bedre forståelse)

De bruger også en app med en historie om trunte-lunte, som ”taler” til børnene og de svarer hende. De lytter til historien og gentager nogle ord og kommenterer det hun gør og siger. Pædagogen er en art ”facillitator” og sørger for at alle børn kan se og komme til at prøve historien. Bagefter snakker de om historien, hvad der skete og hvem der var med og hvad de sagde.

Det er dog kun på nogle stuer man tager Ipad’en frem, andre valgte den bevidst fra til aktiviteter.

* Pædagogerne bruger desuden både ipad og digitalkamera til at dokumentere små hverdagssituationer med påklædning, spisning og legesituationer.

* Hvordan forholder ”brugerne” sig til at benytte digitale medier i den daglige kommunikation? (med hinanden, med forældre-pårørende, med pædagogerne)

* Børnene færdes helt ned til 1 ½ års alder hjemmevant i brugen af Ipaden og ved at når de trykke et sted sker der noget bestemt. De er optagede af hvad der sker på skærmen, farver, lyde, skift osv. men ikke ret længe ad gangen. Snart sker der noget andet med en bold og så er de videre med det.

De lidt større børn sidder længere og forholder sig meget til det der sker på skærmen. De ville sikkert sagtens kunne administrere den selv hvis pædagogen ikke var der.

* Hvordan arbejder pædagogerne til daglig med at støtte og stimulere ”brugernes” sprog / verbale kommunikation? (hvordan ses dette arbejde konkret i de fysiske rammer, i planlægning og i aktiviteter?)

* Pædagogerne arbejder ud fra Marte Meo-principperne, hvor de hele tiden benævner hvad børnene gør, hvad de vil og også deres egne handlinger.

De er meget tålmodige i kommunikationen med børnene og venter på deres svar og giver dem tid til at finde ordene så de kan udtrykke sig selv.

De bruger mange gentagelser i det de siger og gentager det børnene siger og bruger øjenkontakt, mimik og kropssprog.

* Nedskriv 1 praksisfortælling om et kommunikativt samspil mellem en ”bruger” og en pædagog.

”Betina er væltet på cyklen”

Jeg sidder ved et bord med William. Han siger ”Betina væltet på sin cyklen” (har han lige hørt fra en anden pædagog). ”Ja Betina er væltet på cyklen” siger jeg. ”Tror du hun har slået sig?”. ”Ja, jeg tror hun skal ha plaster på hånden” svarer han. ”Det kan godt være hun skal det”, jeg nikker. ”Hun skal have cykelhjelm på”. ”Ja det skal man når man cykler”. Jeg stiller lidt flere spørgsmål om Betina og cyklen og at falde. William tænker over det og svarer. Jeg afventer at tænker og finder de rigtige ord, afbryder ham ikke når det går langsomt eller han leder efter ord.

* Og 1 praksisfortælling om et kommunikativt samspil mellem to ”brugere”.

Hver dag efter middagsmaden, skal børnene sove middagssøvn. Når maden er spist, tager børnene selv tøjet af, så vidt muligt de kan, og leger derefter indtil alle er klar til at skal sove. Molly og Albert har hver dag den samme leg, som de leger indtil de skal sove. De løber sammen fra den ene ende af stuen til den anden. Mollys sprog er passende til hendes alder, hvorimod Albert er tosproget, og ikke snakker så meget. Verbalt kommunikerer Molly og Albert ikke, men de ved begge, hvad legen går ud på. De kommunikerer i stedet via øjenkontakt og kropssprog.

Interpersonel kommunikation

Arbejdspørgsmål:

1. Vi vil undersøge hvad der sker i en kommunikation når vi benytter aktiv global lytning.

Konrads far:

Konrad står midt i garderoben sammen med en pædagog. Pludselig siger han ”jeg savner far” og begynder så at græde. Jeg sætter mig ved ham og spørger ”jeg kan se du bliver ked af det nu”. Han græder mere. ”er det lang tid siden du har set din far” spørger jeg. ”Ja det er, men han henter mig i dag”. Jeg fornemmer et smil da han siger det. ”Jeg kan se på dig at nu bliver du lidt glad når du tænker på det” siger jeg derfor. ”Ja det gør jeg faktisk” siger Konrad. ”Ja det bliver altså også dejligt at se ham”. Konrad griner og så løber han ind på stuen og leger med Anton der sidder med dyrene.

Her har vi forsøgt os med aktiv global lytning. Vi vurderer ikke Konrads følelser, vi stiller ham spørgsmål der kan motivere ham til at sige mere, vi anerkender hans savn og følelser omkring det. Han føler sig set og hørt og forstået.

2. Vi vil undersøge hvad der sker i en kommunikation når vi er kongruente og inkongruente i vores kommunikation.

Ellens tegning:

Jeg sidder ved et bord, sammen med 3 børn der tegner. Ellen sidder ved siden af mig. Hun viser mig hvilke farver hun bruger hver gang hun finder en ny. Jeg siger hvilken farve det er og hun siger det bagefter. Dette gentager sig flere gange og vi får en lille leg ud af det. Når Ellen har tegnet kigger hun op og jeg giver en reaktion. Først siger jeg ”Neeeeej hvor flot”, med lav stemme og ingen mimik. Hun ser forvirret og lidt trist ud ud og der går lidt tid før hun tegner videre.

Da hun har tegnet igen, kigger hun op igen, denne gang lidt forsigtigt. Jeg reagerer denne gang ved at smile, kigge nærmere på tegningen og jeg siger ”wooow, hvor er den bare flot”. Hun griner og bliver lidt genert.

Vi mener at denne situation viser hvordan en kommunikation kan blive misforstået hvis der ikke er overensstemmelse mellem det jeg siger og det jeg gør/viser med min krop og mit ansigt. Ellens reaktion da jeg er inkongruent, er forvirring og hun bliver måske lidt ked af det. Da jeg i stedet er kongruent bliver hun glad, og opmuntret til at tegne videre for at få samme reaktion igen.

3. Vi vil se på hvordan spejling kommer til udtryk, pædagoger, børn og os imellem.

Vi sidder på gulvet på stuen og synger sange, hvor vi samtidig benytter os af kroppen. Nogle af børnene synger med, samtidig med de bevæger sig passende til det de synger. Karla har ikke noget sprog, men er meget deltagende kropsligt i sanglegene. Her ses det tydeligt, at Karla spejler sig i pædagogerne og deres bevægelser og deltager i sanglegene igennem kropsprog og mimik.

Mine observationer:

* ”Brynja vil gerne lege med dukkevognen”

Brynja (1 ½ år) bliver ked af det og græder højt da en pædagog tager den dukkevogn som ikke må være på stuen fra hende og stiller den uden for døren. Jeg sætter mig ned på hug, tager hendes hånd for at få hendes opmærksomhed vendt over mod mig. Jeg holder fast i hånden mens jeg har øjenkontakt med hende. Jeg siger ”Jeg kan godt se du synes det var træls”, Jeg kan godt se du blev lidt ked af det” (flere gange). Brynja kigger på mig og snøfter lidt. Efter lidt tid får hun øje på den legetelefon jeg har i den anden hånd. Hun griber ud efter og leger videre med den.

* ”En Ipad med dyr”

Pædagogen spørger nogle børn om de skal finde Ipad (hendes initiativ, ikke deres) og det vil de gerne. Hun sætter sig på en madras og 4-5 børn samler sig omkring hende. Mads siger ”jeg vil gerne spille det med dyrene”. Det vil de andre også gerne. Pædagogen finder den rigtige app og børnene vil alle gerne trykke. Vigga får lov at starte. Hun trykker på en ko. ”MUUUHH” siger Ipaden og viser et billede af en rigtig ko. Pædaogen gentager lyder og laver en tydeligt U-lyd med munden. Børnene kigger på hende og gentager også lyden. Seancen gentager sig med løve, frø, hund, høne. Nogle af børnene behøver ikke at se på pædagogen for at lave de rigtige lyde og bevægelser men de mindre børn især læner sig opad hvad hun gør med mund og arme.

* ”Ellen vil gerne spille med bolde”

Vi er i gymnastik-salen med en gruppe børn. Ellen står lidt genert med et par bolde i favnen. Hun kigger op og holder øjenkontakten men siger ikke noget. Jeg smiler til hende og åbner armene for at prøve at signalere om vi skal kaste med boldene. Hun smiler og kaster den ene bold til mig. Jeg kaster den tilbage til hende og dette gentager sig et par gange. Jeg bruger mine øjne, mine arme og min mimik. Hun sætter sig til sidst ned på gulvet og former en trekant med benene og jeg gør derfor det samme. Så triller hun bolden så jeg kan fanger den med benene. Jeg begynder at sætte lidt ord på; ”hov”, ”du fangede den”, ”sådan”, grine, lyde ængstelig , lyde fjollet osv. Hun griner med, og bliver ved med at holde øjenkontakten.

Legen stopper fordi vi skal lave noget fælles med de andre.

* ”Betina er væltet på cyklen”

* ”Ellen tegner”

* ”Vigga slår Mads”

Mads slår sig henne ved hulen. Han går grædende hen til pædagogen og fortæller at det er Vigga der har slået ham. Pædagog trøster først og opfordrer så til at han taler med Vigga. Hun går med ham derhen. Mads kigger ind til Vigga og laver et tegn med hånden mens han siger ”stop, vigga må ikke slå mads”.

* ”Mads må ikke gå ud og ind”

Mads går hen og til døren og går ud. Kort efter kommer han ind igen. Pæd. beder ham om at blive på stuen og tilbyder ham en leg med bondegården. Han afslår og går igen ud af døren og kommer derefter ind igen. Pæd. beder ham igen om af blive på stuen men Mads går igen mod døren. Denne gang rejser pædagogen sig og forhindrer fysisk Mads i at gå ud. Hun har hævet stemmen en anelse ”Nu skal du stoppe Mads, jeg vil have du bliver herinde på stuen”. Mads begynder at græde og ser vred ud. Pæd. sætter sig på hug og holder ham i hånden og siger ” jeg kan godt se på dig at du bliver vred på mig”, ”jeg kan godt se at du bliver ked af det nu” flere gange. Efter kort tid stopper Mads med at græde og går ind til Harald som er i gang med en togbane.

* ”Sanglege”

Vi sidder i rundkreds på gulvet og synger. Mens vi synger viser pædagogen de tegn der hører til sangen med armene og ansigtet. De største af børnene synger med og genkender og efteraber de fleste bevægelser. De mindste efteraber få bevægelser og følger meget med i hvad pædagogerne gør.

* ”Agnes og Vigga opdager hinanden”

Agnes og Vigga sidder ved et bord og leger med hver deres dukkehus med forskellige figurer. De leger hver for sig, men pludselig ser Agnes at Vigga har et får. ”hov” siger Agnes ”vil dit får komme på besøg hos mig?”, Vigga overvejer lige situationen lidt men indvilger så og flytter fåret over til Agnes’ hus. Hun får i stedet Agnes’ klovn på besøg og pigerne taler om hvad de laver og bytter figurer og ender med at slå deres huse sammen og flytte deres stole så de sidder ved siden af hinanden.

* ”Bord 1 og bord 3”

Det er spisetid, og børnene er placeret ved 3 borde sammen med en pædagog. Ved bord 1 sidder 3 børn og en studerende. Hun fordeler tallerkner, glas og gafler. Hun siger ikke noget mens hun fordeler mad, vand osv. Hun skærer maden ud og hælder vandet op. Da børnene går i gang med at spise, holder hun øje med dem men siger ikke noget. Da P-E bruger hænderne til at spise en kartoffel siger hun ”NEJ, du skal bruge gaflen” og tager så gaflen i hans hånd, får en kartoffel op på og fører den op til hans mund. Da Viggas glas er tomt, spørger hun ”Skal du have mere vand Vigga”, men inden V når at svare har hun allerede hældt op.

Ved bord 3 sidder 4 børn og en pædagog. Mens pædagogen deler ud, giver dem mad og vand, benævner hun hele tiden hvad hun gør, ”jeg giver dig en tallerken Ingrid”, jeg skærer dine kartofler ud Harald”. Børnene og hun taler sammen om maden og hvad der sker. Pæd. lader børnene hælde vand op selv, afventer at de beder om hjælp, og når de gør siger hun f.eks. ”jeg hjælper dig med at få lidt fisk på gaflen”.

* ”Kasper og Villads leger i sandkassen”

Stud. Pæd. sidder sammen med Villads ved sandkassen. Kasper kommer derhen og slår den hende på benet med en skovl. Hun vender sig mod ham og tager fat i hånden med skovlen og flytter den væk. Kasper gør det igen og hun flytter hånden fysisk igen uden af sige noget. Da han gør det en gang til rejser hun sig og går.

* ”Hystaden og madse-mus”

Pæd. kommer ind på stuen med et barn ca. 1 ½ år. Barnet er rød i hovedet og ligner en der lige har grædt. ”Ja hun er vores lille hystade hende her, der kalder vi hende. Hun er en lille dramatisk dame er hun” Hun henvender sig til barnet ”Ja du er nemlig en lille hystade ikke” og griner lidt.

Mads kommer ind på stuen og sammen pædagog smiler stort og siger ”Neej der er jo min lille madse-mus” og giver ham et stort kram.

Jakob Feltarbejde:

Børnehaven Mariehuset

Mariehuset er en børnehave med en normering på 66 børn. I øjeblikket er der 8 børn ekstra grundet vandskade på anden institution.

Strukturen er meget flydende. Der er ikke mange ting man skal, men der er mange ting man må. Børnene har en stor del medbestemmelse dette kommer til udtryk på følgende måde:

· Børnene må selv bestemme hvornår de spiser. Madpakken må komme frem hele dagen

· Børnene bestemmer selv om de er ude eller inde, dog skal de ud en gang om dagen.

· Det den frie leg der hersker.

· Der er dog to faste rutiner, morgensamling og eftermiddagens frugtordning.

Ud fra en pædagogisk holdning i institutionen er rammerne flydende for børnenes skyld, da dette giver dem selvstændighed og lærer dem selv at træffe beslutningerne. De skal selv kunne mærke på egen krop, at de er sulten og ikke blive fortalt at de er sulten. På de fleste andre institutioner er sulten noget, der bliver dikteret.

Det kan mærkes på personalet, at det ikke er alle der arbejder lige godt under disse flydende rammer.

Et eksempel på kongruens og inkongruens blandt personalet kunne være:

Sonja som er udstationeret fra anden børnehave viser med sit kropssprog og sin mimik, at de flydende rammer ikke passer hende. Hun fortæller om strukturen, men viser med sin mimik og kropssprog, at hun ikke er enig med/omkring strukturen.

I Børnehaven har man ca. 10 børn med særlige behov. Tre af disse børn har behov af særlig karakter. De er dagen igennem styret af digital kommunikation via piktogrammer, som fortæller hvad de skal foretage sig og hvornår de skal gøre det.

Arbejdsspørgsmål Torben

Øv dig i analog og digital kommunikation; dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet.

Øv dig i at støtte brugere i analog og digital kommunikation; dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet.

Lukas’ dag starter altid inde ved en lille tavle med små billeder (piktogrammer). Lukas har meget svært ved at fungere, hvis dagen ikke er skemalagt. Lukas kan ikke aflæse andres ansigts udtryk og dette giver store problemer for Lukas i hans dagligdag. Lukas forstår kun spørgsmål hvis det er noget han kan svare ja eller nej til og man kan ikke give mere end en besked til Lukas ellers brænder han helt sammen. Lukas kommunikation kommer til udtryk på denne måde.

Lukas går til skema, ser et billede af en Brio bane. Lukas ved nu at han skal lege med brio tog i 40 minutter. Alt er efter tid med ur der bipper, ellers giver det konflikt da han ikke kan mærke hvornår det er tid til at stoppe legen. Når uret bipper er det tilbage til skema. Hele dagen er skemalagt med billeder af de ting Lukas skal lave, for at han kan overskue dagen.

Lukas kan ikke mærke sig selv og har svært ved at styre sin måde at kontakte andre børn på. Det kommer altid til at virke meget voldsomt, og andre børn bliver bange når Lukas prøver at komme i kontakt med dem. Eksempel. Lukas vil gerne lege med en anden dreng fra hans gruppe. Lukas går helt op i hovedet på den anden dreng og råber ”LEGE”. Den anden dreng bliver bange og går. (Her er Lukas meget didital i hans kontakt form)

Lukas forstår kun den digitale kommunikations form, da for meget snak skaber uro i hovedet på Lukas. Da Lukas ikke kan aflæse andres ansigts udtryk nytter det ikke noget, at forsøge på en analog kommunikation med Lukas. Det kan virke som en lidt kold måde at kommunikerer med et barn på, men det er det der virker for Lukas. Jeg kan se at de arbejder ud fra TEACCH[1] metode og kombinerer det med kat-kassen[2].

Reflekter over de to kommunikationsformers betydning i relations arbejdet i pædagogiske sammenhænge med henblik på at fremme trivsel, socialisering og inkluderende fællesskaber. Dokumenter dine refleksioner.

Når man har den digitale kommunikation i forhold til Lukas, så er det for at give ham ro til at koncentrere sig så han netop har overskud til socialisering. Ved at skemalægge hele hans dag fremmer man muligheden for fællesskabs følelse med de andre børn. Det er kun muligt, at inkludere Lukas når hans dag styres stramt efter givne rammer, for det er der Lukas fungerer bedst.

Alle andre børn i børnehaven profiterer af den analoge kommunikation, der er med de voksne. De spejler sig i den måde de voksne agerer på når de er i interaktion med børnene. F.eks. spørger en gruppe piger mig om hvad jeg hedder.

Jeg hedder Kong Jakob.

”Nej det kan man ikke hedde” siger pigerne.

”jo det kan man godt. Kong Jakob af Rosenvej” siger jeg og smiler med øjnene.

”Nåh på den måde” siger pigerne og griner.

Senere samme dag da jeg skal hjem siger de samme piger ”farvel Kong Jakob” og griner.

Arbejdsspørgsmål Tomas

Hvordan forholder pædagogerne sig til inddragelse af digitale medier i den daglige kommunikation? (med hinanden, med forældre-pårørende, med ”brugerne”)

De har en digital skærm (min institution) lige ved indgangen, som er en del af system hvori forældre kan melde deres børns lege- og henteaftaler, fridage, sygdom med mere. I institutionen findes der iPad og Nitendo til mere eller mindre frit forbrug for børnene. Der er ingen skrevne regler om, hvordan brugen skal foregå, det er ”dagens pædagog” der sætter dagsordenen. Nogle sætter uret og når det ringer skiftes der bruger, andre skriver ventelister, nogle har strengere regler for hvornår og hvornår ikke. Men ingen faste regler, det er op til den enkelte pædagog. Vi snakkede med én af pædagogerne omkring brugen af iPad i institutioner og hun fortalte, at hun i starten var modstander af at bringe dem ind i den verden, men måtte nu tilslutte sig disse digitale medier og synes det var en god ting – MEN alting med måde.

Vores observationer er at brugen af de digitale medier ikke er så fremskreden i forhold til læring. Der er uddannet to pædagoger til den læringsmæssige del i brugen af ipad, men der er ikke ressourcer til det i form af indkøb eller personale.

Intentionen er at ipads skulle bruges til læring, men vores observation er at det bliver brugt til spil og tidsfordriv.

Hvordan forholder ”brugerne” sig til at benytte digitale medier i den daglige kommunikation? (med hinanden, med forældre-pårørende, med pædagogerne)

Langt de fleste børn benytter sig ikke af de digitale medier i institutionen, andre bruger den indimellem, men kun et par stykker af børnehavens 66-74 børn er besatte af den og kunne spille på den dagen lang, hvilket de dog ikke får lov til. Så alt i alt synes vi det er en ret god statistik. Vi havde forventet ramaskrig, skænderi og total kaos ved at bringe digitale medier ind i børnenes univers, men umiddelbart må vi tilstå, at vi er blevet positivt overrasket.

Hvordan arbejder pædagogerne til daglig med at støtte og stimulere ”brugernes” sprog / verbale kommunikation? (hvordan ses dette arbejde konkret i de fysiske rammer, i planlægning og i aktiviteter?)

Hver tirsdag kommer der er talepædagog til de børn der har sprog vanskeligheder. Til den daglige morgensamling øver man sanglege, læser historier hvor man inddrager børnene i fortællingen. Dette gør man for at stimulere børnenes sprogudvikling.

Nedskriv 1 praksisfortælling om et kommunikativt samspil mellem en ”bruger” og en pædagog.

En dreng sidder til samling og keder sig. Pædagogen spørger om de ikke skal spille et spil. Det vil drengen gerne. Pædagogen finder et puslespil med dyr. Man skal parre dyret med navnet på dyret. Drengen er 3 år og kan ikke læse. Pædagogen læser navnet op på tre dyr. Peger på ordet når hun læser det op. Bagefter ligger hun ordet foran drengen, til der ligger tre ord. Så spørger hun drengen om han kan finde dyrene og sætte dem sammen med ordene. De ord drengen er i tvivl om gentager hun. Sådan forsætter de ind til alle dyrene er parret. Drengen lærer her alle dyrenes navne, men får også sat billede på ordet abe, løve, osv. De snakker sammen om dyrene, men er samtidig koncentreret om spillet.

Og 1 praksisfortælling om et kommunikativt samspil mellem to ”brugere”.

To piger sidder og tegner, de kigger efter ved hinanden. Den ene pige tegner med en lyserød farve. Den anden pige griber straks efter en lyserød farve og siger stolt, se jeg har også en lyserød og rækker tilfreds armene i vejret. De fortsætter med at tegne. Så siger den ene pige, jeg tegner en regnbue. Det gør jeg også siger den anden pige. De fniser sammen og har helt klart noget indbyrdes pige hygge sammen. En tredje pige siger, jeg har også tegnet en regn bue. De to andre piger overhører hende. Hun prøver igen, svaret kommer i kor fra begge piger, det er ikke en regnbue. De vender sig og fniser sammen.

Note: med ”digitale medier” mener jeg kommunikation, som foregår vha. computer, tablet eller smartphone.

Arbejdsspørgsmål Ole og Ditte

Virkelighedsbegreb

Hvordan oplever vi virkelighedsbegrebet i praksis i forhold til børnene, pædagogerne og os selv?

Virkelighedsbegrebet er en sjov størrelse. Dette er der utallige eksempler på dagligt og enten bliver man hægtet af eller også lader man sig rive med ind i barnets univers. Disse situationer opstår som oftest i leg, men kan bestemt også være af alvorlige karakter…
Et eksempel på dette kunne være fra sidste dag i vores feltarbejde, hvor en dreng får sig en meget alvorlig snak med en pædagog: Drengen havde med en pind gået og prikket til alle kaninerne på legepladsen fordi han synes det var sjovt og bestemte sig for at det var der intet galt i, dét var pædagogen dog langt fra enig i og han blev forment adgang til kaninerne. Her var de bestemt i hver deres virkelighed for hvad der var det rigtige at gøre, hver sin kontekstforståelse.
Et andet eksempel kunne på anden dagen i Mariehuset være, hvor Rikke leger med 4-8 børn i dukke/rollespils rummet. De legede, at dette var vores hjem, vi havde nogle roller og der blev lavet mad, dækket bord, passet babyer, gået på arbejde og handlet ved købmanden – alt sammen en del af hverdagslivet derhjemme. Efter mere end en time i denne leg, ja så mente Rikke at nu var det på tide at komme lidt rundt i resten af børnehaven og engagere sig i nye aktiviteter og danne nye relationer. Men uanset hvor i huset Rikke befandt sig, ja så kom hendes ”familie” gang på gang for at hente hende ”Du skal hjem nu, det er altså spisetid”. Så selvom Rikke havde trukket sig ud af legen og forsøgt andet, ja så havde børnene en helt anden virkelighed, for i deres øjne var hun jo stadig en del af legen – hun var jo bare på tur!

Og et helt tredje eksempel kunne være Jakob og Rikkes samtale med to drenge på legepladsen vores første dag i børnehaven Mariehuset.

Ude på legepladsen leger to drenge i et trætog. De er meget koncentreret omkring en spand med vådt sand.

Jakob: Hvad laver i.

Dreng: Vi laver risengrød. Herefter høre jeg ikke helt hvad han siger, men det er noget med rotterne der danser på loftet. (på loftet sidder nissen med sin risengrød)

Jakob: Leger i juleaften.

Dreng: Ja

Rikke: Leger du Tarzan? Rikke har ikke hørt det hele, men høre noget med at kravle på ned i hullet. Rikke syntes han siger Tarzan.

Dreng: Du er Tarzan.

Nu er Rikke helt hægtet af og siger: Jeg er Tarzan og spænder sin overarm. Måske gummi Tarzan siger hun.

Dreng: Tyggegummi Tarzan og griner. Han kravler helt op af bakken og ned i hullet, siger han.

Rikke: Ser meget forundret ud.

Jakob: nu går vi hen og ser til kaninerne.

Det er tydeligt at drengen er et helt andet sted i sin leg og tanker end Rikke er.

Ps. Rikke har sikkert en anden virkelighed end min.

En dreng sidder og spiller nintendo i en sofa med et tæppe over benene. En anden dreng kommer og spørger om han har sovet godt. Jeg har ikke sovet svarer drengen og kigger mærkeligt. Han spørger herefter drengen om han vil være med til at spille nintendo. (Hver sin virkelighed af hvad der foregår).

Lytte niveauer

Hvad er det for et lytte niveau pædagogerne bruger i forhold til kommunikationen i mellem barn og voksen, veksler de mellem niveauer efter situationer? Hvad gør vi selv?

Én ting er de intentioner man har hvad angår lytteniveauer, en anden ting er hvad der sker i praksis. Vi er meget opmærksomme på og bestræber os virkelig på at være tilstede, nærværende og oprigtigt lyttende til det enkelte barn, så barnet får en følelse af, at vi er interesseret i, hvad der bliver fortalt. Vi må dog erkende, at det i praksis kan være meget svært, idet der ofte står en kødrand af børn, der hiver i pædagogen og bare gerne vil fortælle, spørge, se eller på anden måde kræve din opmærksomhed. Det er derfor noget man virkelig skal tillægge stor opmærksomhed, være bevidst om og arbejde med for at dette skal lykkes, for ellers ender det lynhurtigt med at man bare lytter overfladisk til hvad alle har at fortælle, og uden egentlig at blive klogere på hverken børn eller dig selv.

Når vi sidder i legen med børnene på stuerne foregår meget at lytningen på niveau 1. Vi snakker sammen om tingene, børnene fortæller en historie og vi svarer med vore oplevelser.

Kommer et barn og har slået sig eller er uvenner med en legekammerat lytter vi på niveau 2 eller 3. Vi er mere fokuseret og opmærksom på historien og blander ikke vores egen fortællinger med ind i historien. Vi vil gerne lytte, forstå og hjælpe.

Hvis barnet virker meget ked af det, frustreret eller sur, lytter vi på niveau 3. Vi begynder at aflæse kropssprog, følelser og tonefald, vi lytter med alle sanser.

[1] TEACCH står for ”Treatment and Education of Autistic and Related Communications Handicapped Children”. På dansk kan det oversættes til "Behandling og Uddannelse af Børn med Autisme og Relaterede”

[2] Kat-kassen. Kognitiv affektiv træning.

Samira og Sandras observationer i Børnehaven Regnbuen

Feltarbejde Tirsdag d. 6/1-15

· Øv dig i analog og digital kommunikation; dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet

I digital kommunikation har vi øvet børnenes alder og navne, igennem puslespil og ved at de selv skulle skrive deres navn, på deres tegninger. De forskellige puslespil var alfabetet, tal og domino hvor der var billeder af forskellige ting på, hvor de skal tælle det hele for at se hvordan det passer sammen.

I analog kommunikation brugte vi når vi læste historier for børnene, hvor vi brugte forskellige tonefald. Vi brugte kropssproget ved at vise vi gerne ville lege med børnene, og var på deres niveau. Vi brugte ansigtsudtryk overfor børnene ved at vise at vi var glade for det de vidste os.

· Øv dig i at støtte brugere i analog og digital kommunikation; Dokumenter dit arbejde med det i feltstudiet

Se ovenfor

· Reflekter over de to kommunikationsformers betydning i relations arbejdet i pædagogiske sammenhænge med henblik på at fremme trivsel, socialisering og inkluderende fællesskaber. Dokumenter dine refleksioner

Deres betydning i den pædagogiske sammenhæng er vigtig fordi, det er vores opgave at støtte og hjælpe det enkelte barn i de problemer de har f.eks. med deres trivsel og udvikling og i fælleskaber med de andre.

Feltarbejde Onsdag 7/1-15

· Hvordan forholder pædagogerne sig til at inddragelse af digitale medier i den digitale kommunikation? (Med hinanden, med forældre-pårørende, med ”brugerne”)

Pædagogerene er ikke så meget for brug af de digitale medier, men på trods af det bruger de en Login skærm, hvor forældrene logger børnene ind når de kommer, og skriver der hvornår de bliver hentet igen. Forældrene kan hjemmefra gå ind og skrive at deres barn holder fri eller er syg. ”brugerene” benytter ipads i nogle bestemte tidsrum, og det har pædagogerne ikke noget imod. Når de er på ture, og når de har nogen store aktiviteter tager de billeder, som de sætter på en tv skærm, som så køre der om dagen, og når de kan gå kigge på.

· Hvordan forholder ”brugerne” sig til at benytte digitale medier i den daglige kommunikation? (Med hinanden, med forældre-pårørende, med pædagogerne)
Brugerne benytter ipads, nindendo og computere. De gør det i bestemte tidsrum om morgen fra 6.30-9.30 og om eftermiddagen fra 15.00- til luk. De spiller sammen, og nogen gange er der tid på hvor lang tid de må spille. Pædagogerne kan godt finde på at sidde og spille computer sammen med børnene.

· Hvordan arbejder pædagogerne til daglig med at støtte og stimulere ”brugerenes” sprog/verbale kommunikation? (hvordan ses dette arbejde konkret i de fysiske rammer, i planlægning og i aktiviteter)
Vi har fået fortalt, at alle voksne og børn samles til en fælles aktivitet hver eftermiddag. Til aktiviteten synges der, mens børnene sidder i rundkreds. Samtidig er der også ofte ture/aktiviteter udenfor huset, hvor børnene får styrket deres verbale kommunikation (eks. tur til Søfartsmuseum).

Feltarbejde Torsdag d. 8/1-15

· Transmission-Transaktion: Hvordan bruger de disse begreber i praksis?

Transaktionen bliver primært anvendt når kommunikationen handler om oprydning og adfærd

Transmissionen foregår under spisningen, de voksne vil helst give ja-svar og må ikke give en opgave videre

· Anerkendelse: Hvordan anerkender de hinanden, både pædagogerne til børn, børn til børn, og pædagogerne til hinanden?

Pædagoger til børn: snakker på deres niveau og deres øjenhøjde, analogisk kommunikation

· Nøgleord

Når børnene brugte bestemte ord, svarede vi igen med disse bestemte nøgleord

· Spejling

Spejlingen var tydelig, eks. når et barn ville spise, ville flere pludselig spise og når et barn ville ud, ville flere ud.

One Communication

Feltarbejde

Anne Feltarbejde

Jakob Feltarbejde:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar